Historie:
Terrændæk er i realiteten den ældste form for gulvkonstruktion, hvilket også afspejles af den tidligere betegnelse gulve direkte på jord. Oprindelig var terrændæk blot lerstampede gulve. Senere fulgte gulve med stenpikning og fliser eller brædder lagt ud direkte på det afrettede jordlag. Gulve af denne type findes stort set ikke mere, idet trægulve hurtigt blev nedbrudt og udskiftet (som en del af almindeligt vedligehold).
I moderne udgave har terrændæk været anvendt til beboelseshuse siden 1950’erne – dengang benævnt gulve direkte på jord, jf. SBI-anvisning 40, Gulve direkte på jord, P. Becher og H. Petersen, 1958. Beskyttelse af huset ved fald på terrænet væk fra huset har altid været foreskrevet/god praksis, Egentlige retningslinjer kom med SBI-anvisning 40, 1958.
Forskellige typer terrændæk
Type 1:
Før 1960 blev betonlaget oftest lagt direkte på jord. Terrændækket bestod af:
- Gulvbelægning
- Beton i en tykkelse af 80 mm-100 mm
- Jordlag
Type 2:
I 1960’erne blev man opmærksom på vigtigheden af etablering af et kapillarbrydende lag i konstruktionen, som kunne lede fugten væk. Terrændækket bestod af:
- Gulvbelægning
- Beton i en tykkelse af 100 mm
- Kapillarbrydende lag af løse letklinker (lecanødder), i en tykkelse af minimum 150 mm
Type 3:
I 1970erne begyndte man at isolere betondækkets overside for at få varmere og mere tørre gulvflader. Terrændækket bestod af:
- Gulvbelægning
- Mineraluld, 50 mm i tykkelse
- Fugtspærre i form af plast
- Beton i en tykkelse af 100 mm
- Kapillarbrydende lag af løse letklinker (lecanødder) i en tykkelse af minimum 150 mm
Type 4:
I 1980erne ændrede man byggeteknik, så isoleringen blev placeret under betondækket i form af trykfast isolering. Terrændækket bestod nu af:
- Gulvbelægning
- Fugtspærre i form af plast
- Armeret beton i en tykkelse af 100 mm
- Trykfast isolering med en tykkelse af 100 til 150 mm
- Kapillarbrydende lag af fx løse letklinker (lecanødder) i en tykkelse af minimum 150 mm
Type 5:
I dag stilles der store krav til både varmeisolering, fugtbeskyttelse samt radontætning, så terrændæk i dag indeholder:
- Gulvbelægning (fx fliser/trægulv)
- Fugt/radonspærre, hvis der skal lægges trægulv. Skal der lægges fliser eller andet uorganisk gulvmateriale, kan dette step undlades.
- Armeret beton, minimum 100 mm
- Trykfast isolering (ofte ekspanderet polystyren). Der bruges 300 mm.
- Kapillarbrydende lag, min. 150 mm. Hvis der bruges polystyren som islering, fungerer dette som kapillarbrydende lag.
- Grus til at udligne overfladen, ca. 5-10 cm stabilgrus, som komprimeres med en pladevibrator (afretningsgrus).
Kilde: Bolius
Renovering
Ved renovering af terrændæk må der ikke anbringes mere end 50 mm isolering over fugtspærren. Ved anvendelse af tykkere isoleringslag kan der ske kondensation på fugtspærrens overside, hvilket fx kan medføre ”vaskebræt” eller opbuling af trægulve. Efter vand- og/eller skimmelskader bør der anvendes en fugtspærre, som hindrer iltadgang til den karboniserede beton, fx epoxy eller specialmembran af bitumen.
For at kunne opfylde aktuelle energi- og komfortkrav renoveres og varmeisoleres mange ældre bygninger, der har fx „gulve på jord“ eller lave uisolerede krybekælderdæk. Med etablering af en terrændækskonstruktion, som kan opfylde dagens isoleringskrav ændres fugt- og varmstrømsforhold i fundament og ydervæg. Dette kan medføre fugtopstigning i ydervæggen og deraf følgende gener, fx fugtaftegninger ind- og udvendigt på ydervæg samt skimmelvækst på murens inderside nær gulvoverfladen
Terrændækket
Ved renovering af terrændæk i ældre bygninger fjernes den gamle gulvkonstruktion, og udgraves så der er plads til den nye konstruktion. Denne skal – ud over gulvbelægning og typisk 100 mm armeret betonplade (med eller uden gulvvarme [1]) – indeholde varmeisolering udlagt på et kapillarbrydende lag. Den varmeisolerende og kapillarbrydende funktion kan fx udføres ved brug af:
- et lag coatede letklinker [2],
- et lag trykfaste, sporede EPS-plader,
- en kombination af trykfaste EPS-plader placeret på et lag med mindst 100 mm coatede letklinker eller andet ikke fugtsugende stenmateriale.
Ved renoveringen anbefales hensyntagen til eventuel radonopstrømning fra undergrunden fx ved:
- at anvende et armeret betondæk med lufttætning ved alle gennemføringer og kanter,
- at etablere – eller forberede etablering af – radonsug fra et luftgennemtrængeligt lag (fx sporet EPS-isolering eller coatede letklinker) til en kanal, der føres over tag.
Strøgulv
Ved opbygning af trægulv eller tilsvarende fugtfølsomt materiale udlægges et fugtstandsende lag på den støbte betonplade, som beskytter mod byggefugt – fx mindst 0,2 mm tyk PE-folie eller tilsvarende diffusionstæt, robust materiale, hvor samlinger klæbes og sluttes tæt til ydervæg ved fx fodpaneler. Bemærk, at der inden udgravning til det nye terrændæk anbefales udført vurdering af statiske forhold ved eventuel fjernelse af stabiliserende jordlag, samt geoteknisk vurdering af det eksisterende fundaments bæreevne og frostsikkerhed.
Særlige forhold og konstruktioner
Det kan være nødvendigt at undersøge om betonpladen har den fornødne styrke. Dette gælder fx, hvis bygningen er pælefunderet og/eller der konstateres sætninger i det underliggende lag. Det kan også være hensigtsmæssigt at undersøge, om det kapillarbrydende lag består af ikke-fugtstabile slagger. Anvendelse af slagger forekommer normalt kun i småhusbyggeri fra 1950’erne.
Tæthed af kloakledninger og afløbsbrønde kan fx undersøges ved tv inspektion. Korrosion og tæthed af bygningens vandførende rør samt skadeforebyggelse. Betonpladens fugtindhold – og dermed mulighederne for retablering – kan desuden påvirkes af fx:
- omgivende terræns hældning
- omfangsdræn
- fugtsikring af sokkel/fundament
- fugtspærrens placering og udformning i inder- og ydervægge
Eksempler på opmærksomhedspunkter
Hvad kan give problemer og med hvilke konsekvenser
Opsugning af grundfugt
Ved manglende kapillarbrydende lag kan fugt transporteres kapilært fra undergrunden op i gulvet. Der kan opstå problemer, hvis der lægges en diffusionstæt belægning på gamle gulve (som oprindelig har fungeret, fordi fugttransporten kan være så lille, at gulvet har tilladt den opstigende fugt at slippe ud i rummet).
Byggefugt/kondens
Byggefugt og/eller kondens kan forårsage problemer med manglende vedhæftning af banevarer eller ”vaskebræt” af trægulve, hvilket kan indikere manglende eller forkert placeret dampspærre.
Terrænfald
Terrænet skal have fald på 1:40 (1:50 for terræn med faste belægninger) væk fra huset, jf. SBI-anvisning 40, Gulve direkte på jord, P. Becher og H. Petersen, 1958 og senere fugtanvisninger. Fugtbelastningen fra omgivelserne vil øges, hvor terrænet har fald ind mod huset.
Sætningsskader
Revner i overgangen mellem vægge og gulve, fx i flisebeklædninger, eller revner i gulve ved overgang til tilbygninger indikerer, at der kan være sket sætninger.
Slagger
Slagger som kapillarbrydende lag kan forårsage skader, men gør det ikke nødvendigvis. Ofte vil ”slagger” være nævnt på tegning eller i beskrivelse. Er der anvendt slagger, kan der være øget risiko for, at gulve har usædvanlige revner, eller at der kan mærkes usædvanlig eftergivelighed af gulve. Der er også risiko for, at sokkel og mur har ”lodrette” revner.
Slagger kan også løfte hele betongulvet op, hvis det bliver opfugtet kan det ekspandere og løfte terrændækket.
Gennemføringer
Omkring gennemføringer mangler der ofte udstøbning/tætning især i fyrrum og installationsskabe. Ved nyere huse omfattet af regler om sikring mod radonindtrængning mangler der i givet fald tætning. Vejledninger med retningslinjer om sikring mod Radon blev udgivet af Erhvervs- og Boligstyrelsen i 1987. Egentlige krav om sikring mod Radon kom i BR95 og BRS-98).
Sokkelhøjde
Krav til sokkelhøjden er i dag 150 mm, men kravet har i en periode (iht. BR61 og BR66) været 100 mm for sokler på terrasser og lign. For lav sokkelhøjde kan give risiko for fugtindtrængning og nedbrydning af terrændækket.
Niveaufri adgang
I nyere huse er der krav om niveaufri adgang (i en periode indtil BR10 afhang kravet af, om man byggede til sig selv eller med salg for øje). Der kan fx anvendes løsning med ”voldgrav” og rist for både at sikre tilgængeligheden og adgangsmuligheden. Yderdøre bør altid være hævet lidt over adgangstrin/omgivende terræn for at undgå, at vand kan trænge direkte ind.
Skimmelundersøgelse
På ældre betondæks overflade forekommer ofte snavs med skimmelmateriale – uden at det medfører indeklimaproblemer. Hvis den snavsede overflade, soklen og/eller nedre dele af vægge opfugtes, kan der være risiko for aktiv skimmelvækst og indeklimaproblemer. Her kan fx MycoMeterprøve kombineret med aftryksprøve direkte på betonpladen afsløre art og omfang af „fugtskadesvampe“. Hvis den eksisterende betonplade bevares ved retableringen, kan skimmelafrensning være nødvendig i det opfugtede område.
Fugtundersøgelse af betonplade
Betonpladens fugtindhold anbefales undersøgt ved overflademålinger og målinger i dybden, fx ved: udboring af betonkerne med efterfølgende veje-tørre bestemmelse af vandindholdet, måling af relativ luftfugtighed (RF) i borede huller.
Hermed kan eventuelt påvises forskel i fugtindhold i forskellige dybder til brug for afdækning af årsag til opfugtning og graden af udtørring i betonpladen. Til vurdering af betonens udtørringsgrad kan udlægges cirka 1 m2 plastfolie, hvor kanterne holdes nede på betonoverfladen med fx mursten eller andet tungt. Hvis der efter et døgn er mørke aftegninger på betonpladen eller kondens på undersiden af plastfolien, er der stadig så fugtigt, at mere nøjagtige målinger kan udskydes. Det kan desuden være hensigtsmæssigt at afdække grundvandsspejlets niveau.
Muligheder for retablering
Kraftigt opfugtet betonplade
Ved udbredt fugtpåvirkning af en betonplade skal der etableres en effektiv fugtspærre på betonpladen inden placering af fugtfølsom gulvkonstruktion, fx et trægulv. Fugtspærren skal være egnet til indendørs brug og må ikke medføre skadelig afgasning til indeklimaet. Den kan fx bestå af:
- bitumenmembran (speciel tagpap) med overfladebehandling, der hindrer afgasning til indeklimaet
- flydende, diffusionstæt membran.
Fugtspærren skal have god vedhæftning til hele betonoverfladen. Afhængig af fugtskadens karakter og konstruktionens opbygning vurderes, om fugtmembranen skal „have fat“ i fugtspærren i inder- og ydervægge, så eventuel fugtopstigning i vægge hindres. Hvis der er kantisolering af fx EPS/mineraluld – mellem betonplade og fundament/ydervæg – vil fugtbroen til bagmur være brudt. Der skal tætnes omkring alle gennemføringer i betonpladen. Rør anbefales så vidt muligt placeret over fugtspærren – og eventuelt også over isolering udlagt på fugtmembranen.
Bemærk, at hvis fugtspærre i vægge ligger over gulvniveau, fjernes eventuel puds på nederste del af tilstødende vægge. Herved kan membranen føres op til fugtspærre i vægge, så eventuel „fugtbro“ afbrydes, og der kan monteres fodpaneler tæt på væg. Betonpladen skal være overfladetør – og uden frit vand – før etablering af membran. Det er ofte nødvendigt at indlede med afretning af eksisterende betonplade/ dæk – fx med fugtstabil flydemørtel eller tilsvarende for at sikre god:
- vedhæftning for bitumenmembran (jævn vedhæftning anbefales på mindst 90 % af det samlede areal),
- vedhæftning og jævn lagtykkelse for den flydende membran (producentens anbefaling af forbrug/m2 skal overholdes for at opnå anbefalet lagtykkelse).
Grater fjernes og huller/revner/lunker udjævnes, så gulvet fremstår jævnt og plant i forhold til membranløsning. Inden påføring af den flydende membran, anbringes en stribe armeringsvæv hen over revner i betonpladen.
Isolering på eksisterende betonplade
Selv om en ældre fugtskadet betonplade har et underliggende, effektivt kapillarbrydende lag, svarer det eksisterende terrændæks isoleringsevne sjældent til nutidens isoleringskrav. Det er dog normalt ikke rentabelt at opbygge en ny terrændækskonstruktion. I stedet kan fx et tidligere strøgulv erstattes af et gulv uden hulrum, og strøgulvets højde udnyttes til at etablere et nyt „isolerende betondæk“ (figur 18, 19 og 20) oven på det gamle, fx ved:
- at udstøbe EPS-beton, (beton iblandet polystyrenkugler),
- at placere trykfast isoleringsmateriale på eksisterende betonplade og støbe nyt betondæk herpå.
Inden udstøbning støvsuges betonplade. Desuden vurderes om det er hensigtsmæssigt at etablere eventuelt manglende fugtspærrer i yder- og indervægge. EPS-beton påsprøjtes normalt i størst mulig tykkelse. Herpå støbes et bæredygtigt toplag, som påføres fugtspærre til beskyttelse af et overliggende trægulv. Bemærk, at membranen – hvis muligt – skal have forbindelse med fugtspærrer i yder- og indervægge. Trykfast isoleringsmateriale udlægges på betonpladen. Herpå støbes armeret betondæk, som påføres fugtmembran. For at hindre kondensdannelse og dermed risiko for skimmelvækst frarådes udlægning af mere end 50 mm isolering oven på fugtmembranen i en terrændækskonstruktion, fx hvis denne har trægulv på strøer. Vær opmærksom på skærpede isoleringskrav ved overvejelser om gulvvarme.
Kombineret isolerende og kapillarbrydende lag
Hvis der ved retablering ønskes, at varmeisolering føres op til de aktuelle krav, fjernes både betonplade og kapillarbrydende lag, inden terrændækket opbygges som i nybyggeri. Dette forudsætter, at den samlede konstruktionshøjde er tilstrækkelig. Det er siden 1980’erne blevet almindeligt at udelade et traditionelt kapillarbrydende stenlag i enfamiliehuse, og i stedet anvende et kapillarbrydende isoleringsmateriale – ofte EPS med riller – som udlægges på et lag afrettet grus. Coatede letklinker kan også anvendes som kombineret isolerende og kapillarbrydende lag.
Radon
Hvis forudgående radonundersøgelser – fx med dosimeter – viser behov for radonsikring (figur 21), kan den med fordel etableres samtidig med udskiftning af betondæk.
Kilde: https://byg-erfa.dk/opfugtet-betonplade-terraendaek?check_logged_in=1