VIA-Byg Reno A/S råder ikke over egne teleskoplæssere men indlejer på projektbasis.

Vi sørger dog for altid at informere underentreprenører om gældende krav og lovgivningen indenfor brug af teleskoplæssere.

Byggeri ved hjælp Manitou teleskoplæsser (PR Foto / licitationen.dk)

Arbejde med teleskoplæsser

Arbejdsgiveren skal sikre, at arbejde i forbindelse med transport og løft af byrder med teleskoplæssere kan udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det indebærer,

  • at føreren er kvalificeret til at betjene teleskoplæsser sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
  • at føreren er instrueret og oplært i brugen af den konkrete teleskoplæsser, dens sikkerhedsanordninger og de ydelsesmæssige begrænsninger, der er for at bruge teleskoplæsseren til en bestemt opgave.
  • at føreren har gennemgået og bestået teleskoplæsseruddannelsen samt kranbasisuddannelsen, hvis teleskoplæsseren bruges til kranarbejde, og løftekapaciteten er over 8 tonsmeter.

Teleskoplæsseruddannelsen skal gennemføres på en erhvervsskole eller et AMU-center, der er godkendt af Undervisningsministeriet. Uddannelsen dækker alle typer af teleskoplæssere. 

Krav om certifikat

Arbejdsgiveren skal sikre, at det kun er personer, der har gennemgået og bestået teleskoplæsseruddannelsen på en godkendt uddannelsesinstitution, der fører teleskoplæssere, som bruges til løft af byrder på gafler, til løft af personer i mandskabskurv eller til løft af containere i terminalområder.

Teleskoplæssere er selvkørende maskiner, der kan løfte byrder ved hjælp af udskifteligt udstyr på en arm, der kan udskydes og sammentrækkes i lige linje, samt hæves, sænkes og eventuelt drejes (krøjes).

Teleskoplæssere omfatter endvidere selvkørende maskiner, der kan løfte containere i terminalområder ved hjælp af fastmonteret udstyr på en arm, der kan udskydes og sammentrækkes i lige linje, samt hæves, sænkes og eventuelt drejes (krøjes).

Når teleskoplæsseren bruges til kranarbejde, skal føreren foruden teleskoplæssercertifikat have kranbasisuddannelsen, hvis teleskoplæsserens løftekapacitet er over 8 tonsmeter. Det gælder uanset, hvor meget der løftes. Der kræves alene teleskoplæssercertifikat, hvis maskinens løftekapacitet er 8 tonsmeter eller derunder.

Reglerne gælder både for ansatte, for arbejdsgiveren selv og for selvstændige.

Der er undtagelser fra uddannelseskravet i situationer, hvor brugen af teleskoplæssere er begrænset.

Arbejdsgiveren skal, hvis Arbejdstilsynet beder om det, kunne dokumentere, at føreren har gennemført og bestået teleskoplæsseruddannelsen. Det dokumenteres ved hjælp af uddannelsesbeviset (certifikatet).

Undtagelser fra kravet om certifikat

Der stilles ikke krav om uddannelse til løft af byrder med teleskoplæssere i situationer, hvor brugen af teleskoplæsser er begrænset. Det vil sige:

  • Hvis teleskoparmen højst kan række 1,5 m. Læssemaskiner med en teleskoparm på højst 1,5 m er således ikke omfattet af reglerne, selv om de bruges til løft af byrder
  • Hvis teleskoparmens rækkevidde rent teknisk er begrænset til højst 1,5 m, fx med nøglekontakt.
  • Hvis teleskoplæsseren afprøves efter reparation.
  • Hvis teleskoplæsseren bruges ved kørsel uden byrder.
  • Hvis teleskoplæsseren tilhører et skib og føres af skibets besætning.

Der stilles ikke krav om kranbasisuddannelse til kranarbejde med teleskoplæssere, hvis teleskoplæsserens tilladte belastning maksimalt er 8 tonsmeter.

Der stilles ikke krav om kranbasisuddannelse til teleskoplæssere, der bruges som kran i forbindelse med maskinernes normale arbejdsopgaver,

  • hvis der ikke er personer i umiddelbar nærhed af byrden, når den løftes, transporteres eller afsættes. Byrden må dog styres på plads under afsætning.
  • hvis byrden ikke løftes mere end ca. 1 m over terræn.
  • hvis maskinerne efterses og vedligeholdes i overensstemmelse med leverandørens anvisninger.
  • hvis leverandørens brugs- og vedligeholdelsesanvisninger er på maskinen.

Uanset de nævnte undtagelser er der ved kranarbejde krav om krankranbasisuddannelse, hvis to eller flere teleskoplæssere arbejder sammen om at løfte en byrde (”samløft”).

Transportable personløftere med en fastmonteret kurv på en teleskoparm (det vil sige bomlifte o.l.) er ikke omfattet af kravet om, at føreren skal have teleskoplæssercertifikat.

Kilde: Arbejdstilsynet