Mindste hældning af tage er bestemt af tagdækningsmaterialets evne til i første række at afvise og bortlede vand.
Mindste hældning ved brug af vingetegl (understrøget) eller naturskifer er ca. 40 grader. Falstagsten af tegl eller beton kræver ca. 30 grader, hvilket også gælder for naturskifer lagt i kit.
Brug af asbestcement i form af plane eller bølgeformede plader kræver 20-15 grader som mindste hældning.
Alle de nævnte tagdækninger er oplagt på lægter båret af (tag)spærene og med dimensioner og indbyrdes afstand bestemt af det aktuelt anvendte materiale/fabrikat.
Tagsten af tegl og naturskifer er ikke entydigt målfaste størrelser, og med større bæreevne af selve tagmaterialet som f.eks. bølgeplader, er lægtedimension og -afstand også af den grund afvigende.
Til flade, svagt hældende tagflader er brugt zink lagt på forskalling af rupløjede brædder. Senere forekommer asfalt- eller tjærepap på (tæt) bræddelag spændende fra spær til spær.
I 1950’erne blev en (næsten) vandret tagdækning mulig, ved brug af flere lag tagpap (”built-up”).
Vinkel/saddel tag 1850-2020
Denne konstruktion består af spær og hanebjælker – et spærfag. Det blev
Spærene kan være tappet direkte i tagbjælkelagets bjælkeender eller i opklodsninger herpå. Spærene kan også være sadlet over en rem hvilende på bjælkeenderne eller på trempelvæg. langs den ene eller begge sider af bygningen i de førstnævnte tilfælde opnås stabilitet i spærfagets plan ved den tre-kantform, spær og bjælke tilsammen udgør. Vedsadling over rem dog i tillempet form.
Ved sadling over rem i en trempelvæg sikres stabilitet (delvis) af skråbånd, som almindeligvis er opstillet i hvert tredje fag, og (delvis) af indvendige, tværgående vægge.
Vinkeltagets tagværk kan også være opbygget af gitterspær, men det er først mere almindeligt forekommende i byggeriet fra anden halvdel af 1900-tallet.
Vinkeltaget blev oftest beklædt med teglsten.
Har normalt en hældning på mellem 25-60 grader.
Muligheder:
Sadeltaget er en stabil konstruktion og vil almindeligvis være velegnet til indretning af tagboliger i den del, der ligger under hanebåndet. Over hanebåndet kan man eventuelt indrette en hems eller lade rummet gå til kip.
Mansardtag 1860-1930
Denne konstruktion kan beskrives som et vinkeltag opstillet på den øverste etage, der er udført som ren trækonstruktion. Taget vil have to forskellige hældninger, og den nederste etage i et mansardtag egner sig med sine kvistvinduer og sine næsten lodrette sidevægge udmærket til beboelse.
De er beklædt med tegl og understrøget.
Muligheder:
Den nederste del er meget velegnet til indretning af boliger, fordi de næsten lodrette tagflader giver mulighed for boliger, der nærmer sig normaletagerne i rummelighed. Indrettes den øverste del som separat etage, kræver det brandsikring af den del af tagkonstruktionen, som en eventuel etageadskillelse skal hvile af på
Københavnertag 1860-1900
Denne tagform kan sammenlignes med et vinkeltag opbygget af spærfag med trempelvæg mod gadeside, og hvor spærene over hanebjælkerne er skåret af, så hanebjælkelaget bliver en næsten vandret tagflade. I lighed med vinkeltaget båret på stolvæg, er der her anbragt skråbånd sædvanligvis i hvert tredje fag. Fordi den overliggende trekantkonstruktion er skåret bort, er tilstedeværelsen af indvendige tværgående vægge af stor betydning for denne types stabilitet. Københavnertaget findes også i udgaver, hvor spærene på hver side understøtter langsgående bjælker, hvor i mellem den (næsten) vandrette del er opbygget i princip som et almindeligt bjælkelag.
Muligheder:
Københavnertaget er en tagform der består af to skrå tagflader med en hældning på højst 45 grader mod henholdsvis gården og gaden, og en bred, næsten vandret øverste del i midten. Mod gaden har taget altid en forhøjet murkrone/gesims. Man skal være opmærksom på, at det ofte er nødvendigt at hæve tagkonstruktionen for at opnå tilstrækkelig rumhøjde. Konstruktionens stabilitet er betinget af afstivende vægge i tagetagen, og man kan derfor ikke uden videre fjerne eller flytte skillevægge.
Fladt tag i træ 1930-i dag
I byggeri fra 1930’erne og efterkrigstiden forekommer ensidigt, svagt hældende eller (næsten) vandrette tage. De er dækket med pap, og tagkonstruktionen udgøres af øverste bjælkelag. I sådanne tilfælde taler man om bjælkespærskonstruktioner. Sådanne tage kan også være opbygget af gitterspær eller spær af små dimensioner, som er tæt understøttet direkte på et underliggende dæk af beton. Endelig findes også flade tage kun med minimal hældning af hensyn til afvanding, som er opbygget alene med isoleringsmateriale lagt direkte på tagdækket og afsluttet med flere lag tagpap (built-up).
Muligheder:
Det flade tag giver gode muligheder for at etablere nye tagboliger. De eksisterende konstruktive forhold spiller dog også her en stor rolle i vurderingen af, om det er muligt. Det flade tag giver også mulighed for at benytte præfabrikerede tagboliger. Adgangsforholdene løses ved enten at forlænge de eksisterende trapper/elevatorer eller ved at etablere nye selvstændige adgangsveje uden på bygningen.
Fladt tag i beton 1960-idag
Etablering af nye lejligheder i uudnyttet tagetage
Ofte kræver etablering af taglejligheder et indgreb i den eksisterende tagkonstruktion. Det kan fx være, at der foreligger et ønske om at etablere kviste i taglejlighederne. Det kan også være, at hele tagkonstruktionen skal ændres for at opnå en bedre udnyttelse af pladsen. Dog er det den eksisterende tagform, der er bestemmende for, hvad der kan lade sig gøre, idet der ligger forskellige hensyn og udnyttelsesmuligheder i de forskellige tagformer. De mest udbredte tagformer er; Sadeltag, Mansardtag og Københavnertag.