Cadmium er et grundstof, der er giftigt for både mennesker og miljø. Hos mennesker kan cadmium føre til giftige effekter særligt i nyrerne. Der ses også effekter på skelettet (knogleskørhed) og åndedrætssystemet efter vedvarende udsættelse. I arbejdsmiljøet er der set en sammenhæng mellem længere tids udsættelse for høje koncentrationer af cadmium og udvikling af lungekræft. Cadmium er også giftigt i miljøet. Den væsentligste kilde til optag af cadmium hos mennesker er via fødevarer og – hos rygere – fra tobak. 

Lovgivning

Brugen af cadmium er underlagt en omfattende regulering både i Danmark og EU som følge af de alvorlige effekter på mennesker og miljø.

I EU er der under REACH Forordningen forbud mod anvendelse i forskellige plastmaterialer, maling/lak, smykker, som loddestof samt forbud mod overfladebehandling (cadmiering) af udstyr og maskinel til en række anvendelser. Grænsen går ved et indhold på 0,01 vægtprocent. 

REACH indeholder desuden en bestemmelse om, at genanvendt PVC i en række produkter inden for byggeriet, herunder f.eks. profiler, kabelrør og midterlaget af 3-lagsrør, der ikke bruges til drikkevand, må indeholde max. 0,1vægtprocent cadmium. Genanvendt PVC skal mærkes med ”Indeholder genanvendt PVC” eller med følgende piktogram:

Kilde: Miljøstyrelsen

Håndtering

Anvendelse: Cadmium er i byggematerialer primært blevet brugt i legeringer, oftest som overfladebehandling på metal. Stoffet kan også findes i forskellige typer maling og i ældre genopladelige batterier.

Sundhed: Længere tids eksponering for cadmium i fordampet form kan medføre nyresygdomme, knogleskørhed og kræft i luftvejene. Ved kortvarig kraftig eksponering, kan cadmium medføre akut forgiftning, der medfører feber og lungeødemer og kan være dødelig.

Miljø: Cadmium skal håndteres som farligt affald, da det kan spredes i naturen ved afbrænding, hvor det ophobes i levende organismer og på bunden af vandløb og søer.